Tus – Take Up Space er et kunstnerisk samarbejde skabt af Josephine Wulff Randrup og Stine Eva Jørgensen.


Vi tilbyder scenekunstneriske workshops og undervisning for børn, unge og voksne i samarbejde med skoler, kulturinstitutioner, foreninger og virksomheder.

Josephine Wulff Randrup og Stine Eva Jørgensen er uafhængige scenekunstnere, formidlere og instruktører med mange års erfaring inden for undervisning og kunstnerisk arbejde. Vi kombinerer teknisk ekspertise og kunstnerisk nysgerrighed og skaber kreative forløb, der forener fordybelse og fællesskab.

Vi tilbyder aktuelt koncepterne "Klasseværelse", "Glimt i det fri" og "Scenekunst", men udvikler også skræddersyede koncepter tilpasset specifikke ønsker eller behov.

Forløbene afsluttes med en forestilling eller visning, hvor deltagerne præsenterer deres arbejde.


Tus arbejder ofte stedspecifikt og inddrager omgivelserne som en aktiv medspiller i den kunstneriske proces. Vi undersøger et steds hierarkier, bevægelser og historier og skaber udtryk, der forankres i stedets særlige karakter. Vi udvikler performative koncepter, der tager afsæt i de specifikke steder, de opføres i, og skaber en dyb forbindelse, hvor både rum og publikum bliver aktive elementer i forestillingen. Denne tilgang forbinder deltagerne med deres omgivelser på en ny og meningsfuld måde. 


Undervisningen bygger desuden på metoder som devising, Viewpoints og elementer fra moderne cirkus. Gennem devising skaber deltagerne værker baseret på egne oplevelser, mens Viewpoints træner deres opmærksomhed på tid, rum og relationer. Disse metoder styrker deltagernes evne til at være til stede i øjeblikket, lytte til deres medspillere og reagere spontant og ærligt. Moderne cirkus tilfører en legende dimension, der udvikler både kreativitet og kropsbevidsthed.


Med Tus – Take Up Space mødes stedspecifik kunst, devising, moderne cirkus og undervisning i inspirerende forløb, der altid kulminerer i en afsluttende forestilling eller visning.


KLASSEVÆRELSET


I dette projekt tager vi udgangspunkt i hverdagslivet i KLASSEN. Hverdagen vendt på hovedet.

I samarbejde undersøger og udfordrer vi klasseværelset for en stund. Vi stiller skarpt på de stemninger, vaner, situationer og fysiske muligheder der er i netop jeres klasse.

Hvordan kan vi bruge rummet, stole og borde på nye kreative måder?

Hvilke stemninger, situationer, ritualer og hierarkier oplever eleverne i hverdagen?

Ud fra typiske bevægelsesmønstre og scenarier i klassen, udvikler vi dramatisk og koreografisk materiale, gennem improvisationer og kreative opgaver.

Gennem øvelser fra fysisk teater og moderne cirkus skaber vi små fysiske fortællinger som bliver til en lille visning i slutningen af projektet.

Igennem den kunstneriske proces reflekterer klassen i fællesskab over deres fælles hverdag.

Ved at se på det vante rum og hinanden i et nyt og legende perspektiv, åbnes der muligheder for at agere anderledes i hverdagen, bryde nogle mønstre og relatere til hinanden på nye måder.


Varighed:3-5 dage

Aldersgruppe:fra 10 år og op (indholdet tilpasses aldersgruppen).

Projektet afsluttes med en visning i klasseværelset. Der er mulighed for atinvitere en anden klasse eller familie som publikum.


Projektet udbydes p.t. i TEATERBUTIKKEN2025 / 2026

GLIMT I DET FRI


GLIMT I DET FRI er et fysisk scenekunstnerisk forløb hvor en udvalgt klasse gennem en ugelang proces skaber en stedspecifik vandreforestilling i skolens nærområde. Med udgangspunkt i børnenes egne input udvikler vi en vandreperformance, hvor børnene får sat sig selv og omgivelserne i spil.

I mødet med os som fysiske scenekunstnere præsenteres deltagerne for en måde at skabe scenekunst ud fra omgivelserne. Omgivelserne bruges som medspiller og inspiration for iscenesættelse af børnenes egne personlige fortællinger. 


Som udgangspunkt finder vi et sted og arbejder med de muligheder, som stedet rummer… Hvordan kan man bruge et træ - en lille bro - en bænk - som scene og tilføre det kropslige billeder og egne historier?

Gennem improvisation, teateropgaver og akrobatik motiveres eleverne til at bruge krop og bevægelse spontant og legende. De kommer til at bruge sig selv gennem bevægelse, skrift, stemme, fortælling, brug af omgivelser. De vil lære at omsætte bevægelse til fortællende billeder og dynamisk koreografi, som de kan gentage. 

I processen oplever deltagerne en forestillingsproces fra start til slut, og gennem forløbet skaber vi en række små scener, som publikum guides rundt imellem. Således ender vi med en lille vandreforestilling - med et stærkt fysisk udtryk – som eleverne føler er helt deres egen!


Varighed: min. 4 dage

Aldersgruppe: fra 10 år

Både tema og tidsplan udarbejdes i samarbejde med underviserne..


Projektet udbydes p.t. i samarbejde med Lille Storbyteater GLIMT AMAGER, som huskunstnerforløb.støttet af Statens Kunstfond.

Kommende: Glimt i det fri på Ørestad Friskole forår 2025


SCENEKUNST


Forløbet "SCENEKUNST" en forestillingsproces fra start til slut, ide til forestilling, hvor materialet udvikles gennem fysiske lege og opgaver. Forestillingens manuskript skrives ud fra et aktuelt og selvvalgt tema og er baseret på børnenes egne personlige fortællinger.
Afsættet for det koreografiske og kreative arbejde er metoden Viewpoints. Viewpoints er en bevægelses-baseret metode, som gennem improvisation giver deltagerne et fælles sprog, der gør dem i stand til at skabe et scenisk udtryk ud fra fysiske og rumlige parametre fremfor et klassisk narrativ. Den meget konkrete og involverende metode åbner op for deltagernes sceniske tilstedeværelse og kreativitet. Viewpoints tilgangen gør brug af basale parametre som feks tempo, kineæstetisk respons, afstand/tæthed, brug af rum og kræver ingen forudsætninger. Derfor kan deltagere uden tidligere erfaring med scenekunst indgå på lige for med erfarne deltagere.

Det er koncepter børnene kender fra deres eget liv, uafhængigt af forudsætninger. Vi faciliterer en proces hvor deltagerene skaber ud fra deres egne oplevelser af den virkelighed de bevæger sig i. Forløbet munder ud i en forestilling hvor deltagerne optræder. 


Varighed: kan være kort og intenst 3-5 dage eller kan forløbe over en længere periode.

Alder: fra 10 år.

Både tema og tidplan udarbejdes med samarbejde med underviserne.


your@email.com

Kontakt Take Up Space